Kamma i zoo

På en kold november-lørdag var vi en tur i Zoo for at indvie vores zooårskort.

20121119-170502.jpg

Is på Langelinie

20120701-213829.jpg

Løver

20120701-214558.jpg

Lille snemand

20120130-234025.jpg

Snebold

20120130-233941.jpg

Videoer

Hej Kamma

Så fik jeg omsider sorteret, uploadet og arrangeret nogle af alle de små filmklip, vi har optaget med dig, i løbet af dit første og andet leveår. De ligger under menupunktet ‘Video’, hvor du måske også selv engang vil lægge noget du har filmet ud.

Kh din far

Ham Steiner

Kære Kamma

Du har en fanatisk mor! Altså sådan en lille smule fanatisk i hvert fald – altså hvis du spørger en gennemsnitsleverpostejs dansker.

Jeg startede selv i netop en gennemsnitsleverpostejsdansk folkeskole. Det gik godt i de første år, men kedsomheden sneg sig langsomt ind efterhånden som den grå-grønne linoleum og hessian-væggene krøb ind under huden.

Så skiftede jeg til en anden skole – en Rudolf Steiner skole. Og her gik det meget bedre! Jeg havde tidligere gået i to forskellige Steiner børnehaver, så mine forældre viste hvad det handlede om da vi valgte skolen i fællesskab.

Så med denne gode skolegang i hukommelsen har jeg helt fra starten været overbevist om, at du også skal “pines” med et liv med Rudolf Steiner. Derfor blev du skrevet op til både vuggestue, børnehave og sågar skole kun tre måneder gammel. Jeg følte mig temmelig fjollet da jeg stod med en lille baby i armene og sendte papirerne afsted for, at få dig på Steinerskolens venteliste. Men da brevet kom retur stod der, at vi var nummer ti på ventelisten. Altså havde ni andre forældre været hurtigere end os. Så her var jeg ikke den eneste fanatiske mor!

Lige nu går du i Småbørnsgruppen Risle. Det er også en Steiner-institution. Det er et rigtig hyggeligt og trygt sted for kun tolv børn mellem et og tre år. Og vi mærker at du er rigtig glad for at være der. Ikke en eneste gang har du været ked af det når vi har vinket farvel om morgenen.

Jeg var rundt og kigge på de offentlige institutioner som man tilbydes gennem pasningsgarantien i Københavns kommune. Det var udmærkede steder med flinke pædagoger. Men det føltes bare ikke helt godt i maven. Et eller andet gjorde, at jeg ikke syntes det ville være rart eller trygt at aflevere guldklumpen der. Så efter noget søgen på nettet fandt jeg frem til Risle. Og efter at have set stedet blev alt sat ind på at overbevise lederen – Helene, om at hun ikke kunne sige nej til os. Og det gjorde hun heldigvis heller ikke.

Nu er Steinerpædagoger ikke allesammen helt vilde med mobiltelefoner og elektronik, så lidt i smug har vi taget et par billeder i Risle for at vise hvordan der ser ud:

Spisestuen i Risle er pyntet fint op til pinse med hvide papirsduer over bordet

 

Kamma i køkkenet i Risle

 

Et lille udsnit af al det fine trælegetøj som er i Risles legerum

Tillykke med de 2 år

Gæsterne til Kammas 2 års fødselsdag betragter gaveudpakningen

Kære Kamma

Så gik der lynhurtigt endnu et år og vi har igen fejret en rigtig hyggelig fødselsdag for dig sammen med familien. Vi fik svensk prinsessetærte og trefarvet lagkage med chokolademousse, og solen tittede lidt frem fra skyerne imens.

Og i dag blev dagen fejret i vuggestuen. Der blev tændt lys for dig ved bordet og der blevet sunget for dig. Vi fik en fin pakke med hjem pakket ind i lyserødt silkepapir og med silkebånd omkring. Gaven var en lille filtet taske og en filtbold nede i,  i samme lilla farve. Jeg syntes det er meget rørende at den søde pædagog Lene har siddet og lavet dette håndarbejde kun med tanke på dig. Den service er vist ikke sædvanlig i alle institutioner. Men nu er det jo også et ganske særligt sted – Småbørnsgruppen Risle. Men mere om det en anden gang.

Vi vil ønske dig mange gange tillykke – nu er du “pludselig” blevet et bevidst og viljestærkt barn og ikke længere en lille baby.

Kamma med sin gave fra Risle - en filttaske brugt som hat og bolden i hånden

Påskeferie

Lidt for hvid jul

Morfar skovler bilen fri, i håbet om at sneploven når at komme forbi inden juleaften.

Så blev det jul, og ligesom sidste år, hvor der også lå sne udenfor, holdt vi juleaften her på Næstvedgade, sammen med bedsteforældrene og onkel Mark.

Men den ene halvdel af bedsteforældrene manglede desværre, da mormor og morfar ikke kunne køre ind til os, fordi der lå alt for meget sne på vejene, nede på Lolland. Det var rigtigt ærgerligt, men vi andre hyggede os alligevel, og havde en dejlig juleaften.

Både dig, mor og farmor var forkølede, så vi tog det stille og roligt, og dig og mor har taget jer nogle lange middagslure, de sidste par dage, ind i mellem at vi har spist en masse gode rester fra julemiddagen.

I går fik mormor og morfar dog kæmpet sig gennem snedriverne og kom på besøg om aftenen, efter at have været til julefrokost hos mors side af familien. Vi måtte desværre melde afbud, da I stadig var for sløje, men vi nåede heldigvis alligevel at se mormor og morfar i julen, og det var hyggeligt at spise morgenmad sammen med dem, inden de skulle tilbage til Lolland og al sneen.

Tillykke!

Kamma, 1 år

Så blev du allerede 1 år :-) Det fejrer du nu ved at sove til middag, mens mor er på arbejde for første gang, siden du blev født, og mens din far kigger lidt på din forsømte hjemmeside.

I forgårs holdt vi dog rigtig fødselsdag for dig, sammen med bedsteforældrene og onkel Mark. Din mor havde bagt dejlige boller og lagkager, og du fik nogle flotte møbler, noget smart tøj og noget sjovt legetøj i fødselsdagsgave. Dine sløve forældre fik omsider flyttet alle deres ting ud fra dit værelse, inden fødselsdagen, så der nu er plads til dine fine nye ting.

Udenfor er det solskinsvejr, køligt og efterårsagtigt. Det har ellers regnet rigtigt meget, på det sidste, så det er dejligt med lidt sol. Når det ikke styrter ned, er det en behagelig årstid, du har fødselsdag på.

Du skulle egentlig have startet i vuggestue i dag, men det blev udskudt til næste uge, fordi pædagogerne var syge. Det bliver nok lidt af en omvæltning, at du skal passes af andre, et helt nyt sted, sammen med en hel flok andre børn. Men du bliver altså hjemme hos din kedelige far, en uge endnu.

Nå, nu kan jeg høre at du rører du på dig, inde i sengen. Det er også ved at være frokosttid, så vi må hellere snart varme øllebrøden.

Tillykke med din 1-års fødselsdag, søde Kamma.

3 x fru Bresler

Hos farmor og farfar

I dag gik vi en tur med klapvognen over til farmor og farfar, som havde inviteret på kaffe og kage med is, under parasollen i deres have. Maj har været kold og grå, men i dag var det solskin, og det var godt at komme ud og få noget frisk luft. Du lod også til at hygge dig med at være sluppet ud af kravlegården, og havde vist intet imod den ekstra opmærksomhed. Efter at have underholdt i haven og prøvesmagt isen, blev du sovende kørt tilbage gennem Østerbro, med bare tær i sommervarmen.

På vejen hjem købte vi noget risotto, som du fik en smagsprøve på til aftensmad, ved siden af grøntsagsmosen. Det så du ud til godt at kunne lide, og til at tygge risene, kunne du bruge din første tand, som mor opdagede i morges.

Farfar, Kamma og rangle

Klik på billedet, for at se en kort video.

Herfra hvor vi står

Udsigt over Nordhavn

Udsigten over Nordhavnen fra vores stuevindue i Næstvedgade

Kære Søde Kamma

Du står tidligt op. Næsten lige så tidligt som solen. Og næsten hver morgen er det første vi gør, at gå ind i stuen og kigge ud over vandet sammen. Det gjorde jeg også inden du kom til verden. Vi flyttede ind til denne dejlige udsigt ca. to en halv måned inden du blev født. Og i den tid stod jeg også op med solen, og kiggede ud over vandet på solopgangen med min store tykke mave.

I de kommende år kommer der til at ske meget med vores udsigt. Københavns kommune har store planer for Nordhavnen. Det som kommer til at ske indenfor de nærmeste par år er, at den store UNICEF-bygning bliver revet ned og der skal bygges en ny FN-bygning i stedet for. Bag den store lagerbygning kan man allerede se kranen som er ved at gøre klar til det nye byggeri. Det er også besluttet, at der skal bygges to kæmpe højhuse lige midt i vores udsigt. Det ene skal stå på spidsen af langelinie og det andet bag den nye FN-bygning. Der er dog ingen tidsfrist for, hvornår byggeriet af disse højhuse skal starte. Så det kan heldigvis være, at der går mange år, og vi kan forhåbentligvis nyde vores solopgang lang tid endnu.

Det skæve barn

Forældre synes altid deres eget barn er det kønneste – og dine forældre er ingen undtagelse. Vi syntes selvfølgelig at du var den yndigste baby i byen da du blev født! Og du er kun blevet kønnere for hver dag der går.

De første dage så du dog noget anderledes ud end du gør nu, hvor du er blevet mere end 6 måneder gammel. I starten var du faktisk temmelig skæv. Det var du fordi du lå den forkerte vej inde i maven, med hovedet opad og havde ligget sådan i mange måneder.

Derfor var du blevet klemt og dit hoved var trykket temmelig meget. Dit hoved var ikke rundt, men nærmere fladt og ovalt på samme tid. Panden var trykket flad og kraniet skubbet ned mod nakken. Og så var der ligesom en hulning ind i kraniet bag venstre øre fordi skulderen var presset der op.

I starten tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg kunne måske godt se der var et eller andet, men havde fået nogle gode stærke piller på hospitalet, så det var din far der på diskret vis måtte fortælle mig at mit barn altså var lidt skævt … Efter nogle dage kunne jeg godt se det, men alle lægerne forsikrede os om, at babyer er meget bløde og det ville rette sig og der ingen mén ville blive. Samtidig havde de dog også sendt os videre til børnefysioterapien på Rigshospitalet. Så der har vi været mange gange og skal derhen et par gange endnu inden de slipper os helt. Vi har haft en sød fysioterapeut der hedder Henriette som har tumlet rundt med dig, og bøjet og strukket dine arme, ben og nakke.

Hovedet har nu fået en helt normal og fin form, og du har en rund babypande der er helt som den skal se ud. Måske man stadig vil kunne mærke en lille hulning bag venstre øre når du bliver større, men så  er det jo godt, at du helt sikkert vil få langt fint hår der kan sættes op i rottehaler eller “frikadeller” bag ørene …

2009

Kære Kamma 

Jeg har altid syntes det var sjovt, at læse om hvad der er sket i det år jeg selv er født – 1977. På loppemarkeder har jeg nogle gange fundet årbøger og 1977-udgaven af en bogserie der hedder ”Hvem Hvad Hvor”. Men jeg kan ikke huske så meget af hvad der stod i bøgerne. Det eneste jeg lige nu kan huske er, at 1977 var det år Elvis døde og at der var en del international terror, hvor terroristerne kaprede fly. De sprang vist endda et af dem i luften ude i ørknen i mellemøsten. 

Så som en lille hjælp tænkte jeg, at lave en liste over hvad der skete i 2009 – det vigtigst år af alle –  hvor du blev født. 

 I begyndelsen af 2009, helt nøjagtig 20. januar, blev Barack Obama indsat som USA’s 44. præsident. Det var en stor begivenhed for hele verden, og noget særligt fordi han var den første afroamerikanske præsident i USA. Hans slogan var Hope – håb. 

Dine forældre var glade da han vandt valgkampen, fordi han ønskede at føre en mere moderat og fredelig politik, både i USA og internationalt. Sådan havde det ikke just været under den tidligere republikanske præsident George Bush. Han startede både krig i Irak og Afghanistan. 

Barak Obama fik også Nobels fredspris i 2009. Lidt for tidligt vil nogen måske mene, for der er stadig krig i Afghanistan, og massevis af amerikanske tropper i Irak. Men i 2011 skal de sidste have forladt Irak. Lad os se om det kommer til at gå sådan. 

Danmark tager også del i krigen i Afghanistan, og ved udgangen af 2009 var 30 danske soldater døde i krigen. I starten var det store nyheder, og der blev talt længe og alvorligt om det i tv-avisen, når en dansk soldat døde. Det bliver stadig nævnt, men ikke længere i samme omfang. En undersøgelse viser, at aviserne i starten af krigen skrev 89 artikler om en død soldat, men i slutningen af 2009 bliver der kun skrevet 11 artikler om samme triste nyhed. Det er kedeligt at det selv i Danmark skal blive “hverdag” at folk dør i krig. 

Hjemme i lille Danmark fik vi ny statsminister i 2009 fordi den gamle statsminister Anders Fogh Rasmussen – blev udnævnt til NATO’s 15. generalsekretær. Den nye hedder Lars Lykke Rasmussen. Men det gør nu ikke megen forskel. I stedet for en mand med drejebog og stirrende øjne, fik vi én med fadøl og rod i bilagene. 

Den finansielle krise, som for alvor brød ud i verden i 2008, fortsatte ind i 2009. Det betød i Danmark, at staten lavede to såkaldte bankpakker for at hjælpe bankerne, så de ikke gik fallit. De burde nok selv have sparret op mens der var fremgang, i stedet for at bruge vores penge på usikre investeringer.
Som et andet tegn på krisen viste A.P. Møller-Mærsks halvårsregnskab i 2009 for første gang siden 2. verdenskrig underskud. A.P. Møller-Mærsk er Danmarks største virksomhed og verdens største containerrederi. 

I kølvandet på finanskrisen blev den største danske økonomiske svindelsag afsløret. Den 13. juni 2009 blev Stein Bagger idømt 7 års fængsel, for at have svindlet med 862 millioner kroner i virksomheden IT Factory. Det er mange penge i lille Danmark.

I USA kollapsede flere store industrivirksomheder i 2009. Blandt andet bilindustrien var hårdt ramt, og tusindvis af mennesker blev fyret. Og i fjernsynet har vi kunne se lange køer af mennesker ved hjælpeorganisationernes madudleveringer i USA.  De fattige blev endnu fattigere.

I 2009 kom en ny form for svineinfluenza som kan overføres til mennesker, hvor over 1.800 tilfælde er registreret på verdensplan, deraf er over 80 døde. Den 1. maj blev det første tilfælde af Influenza A, som den også kaldes, konstateret i Danmark. En kvinde er blevet smittet efter et ophold i New York, i USA.  Denne influenza var vi en lille smule bekymrede for, fordi det især var folk med svagt immunforsvar, gravide og helt små børn, der kunne blive alvorligt syge. Så vi prøver at tage lidt forholdsregler med fingervask osv. 

Og i 2009 fortsatte den digitale udvikling, som startede mens vi var børn.1. november  lanceres det nye digitale tv-signal i Danmark, og det gamle analoge slukkedes. Dét skulle give bedre kvalitet, men indtil videre har det kun givet lidt ekstra hakken i billedet og betydet at vi ikke længere kan se fjernsyn i kolonihaven. 

Den 9. november 2009 kunne Tyskland fejre 20-års jubilæum for Berlinmurens fald. Det er en af de begivenheder jeg tydeligt kan huske at have set i fjernsynet som barn og jeg har siden hen forstået hvor stor betydning det havde og har for nærmest hele verden at den mur blev revet ned. Det betød at den Kolde Krig sluttede og verden ændrede sig. 

Som den sidste begivenhed i 2009 vil jeg nævne den 7. december – COP15 – FN´s 15. klimakonference, som blev afholdt i København. Her skulle verdens lande blive enige om en klimaaftale, for at reducere CO2 udslippet, og derved forhindre yderligere global opvarmning. Det lykkedes desværre ikke at få en bindende aftale, og mødet blev lidt af en skuffelse. Men det var en temmelig stor begivenhed for et lille land som Danmark, at have besøg af det store udlands politikere og embedsmænd. Store dele af København var spærret af og al politi var på gaden, for at holde øje med, eller forhindre folk i at demonstrere. Det var lidt kedeligt at politiet forhindrede folk i at udøve deres demokratiske ret til at vise deres utilfredshed med de manglende politiske visioner på klimaområdet. 

På en måde ligner vores fødselsår lidt hinanden – desværre kan man måske sige. I 2009 var der stadig international terror, og hvor det i 1977 var ”The King” Elvis der døde, var det i 2009 ”The King of Pop” Michael Jackson der døde. 

Hjemmegående

Hej Kamma – hermed en kort opdatering, inden du vågner og skal have mad, underholdning og ny ble. 

I sidste uge blev din far arbejdsløs, og du må derfor finde dig i at se meget mere til ham, i den kommende tid. Det er rigtigt rart at have mere tid sammen med dig, men jeg skal også lige vænne mig til at være hjemmegående, efter at have gået på arbejde til langt ud på aftenen. Mor er tydeligvis mere øvet i at tage sig af dig, og samtidig ordne alt muligt andet, men jeg håber efterhånden at blive lige så rutineret. Og så bliver der måske også tid til at opdatere din hjemmeside lidt oftere. Bedsteforældrene lader i hvert fald til gerne at ville se nogle flere billeder og videoer af dig … 

Nu kommer mor nok snart hjem – hun har været henne og se på en Steiner-vugge- (… adskillige bleer og sutteflasker senere) -stue til dig. Mor syntes at vuggestuen virkede rigtig hyggelig og hjemlig, med lyserøde vægge, trælegetøj og så videre. Begge dine forældre har jo været udsat for Steiner-pædagogikken, så den kommer du muligvis også til at blive præget af. Men lige nu er vi ikke meget for at overlade dig til andre, og det kan meget vel være, at du må nøjes med blive hjemme hos din far i et godt stykke tid, mens mor køber ind, går på cafe og skriver sit speciale færdigt. 

Og nu skal din far snart i seng, så han er nogenlunde frisk til at række dig sutten og hente mælk til dig, i løbet af natten. Men du er heldigvis flink til at sove, og det er kun godt at du holder din arbejdsløse far beskæftiget. 

Fjernsyn skader barnets udvikling

Navnefest

Udsnit af maden på buffeten til Kammas navnefest 29. november 2009

Udsnit af maden på buffeten til Kammas navnefest 29. november 2009

Kære Kamma, så fik du dit navn. Eller det vil sige det har du egentlig haft længe. Vi blev ret hurtige enige om navnet. Jeg har hørt andre nye forældre sige, at de måtte finde på et andet navn fordi det slet ikke lignede en Peter eller Ole, eller hvad de nu havde fundet på, inden barnet kom til verden. Og det syntes jeg var noget værre vrøvl. En baby er vel en baby. Og så kommer navnet til at passe med personligheden sidenhen. Men sådan er det faktisk ikke helt. Jeg må desværre give dem ret. Jeg var helt sikker på, at hvis jeg fik en pige, så skulle hun hedde Solveig. Men det passede bare ikke. Du lignede overhoved ikke en der skulle hedde Solveig. Selvom navnet er rigtig fint og du var rigtig fin, så hang det bare ikke sammen. Så det var far der foreslog, at du istedet skulle hedde Kamma. Og det kunne jeg straks se passede meget bedre til dig. Du lignede en Kamma.  Havde jeg hørt andre sige sådan inden du kom til verden havde jeg rullet med øjnene og tænkt hvad er det dog for nogle stakkels fjolser. Men nu må jeg altså erkende, at den er god nok. Nogen navne passer og nogle gør ikke. Så allerede mens vi stadig var på hospitalet blev vi enige om, at du var en Kamma Bresler.

 Den 29. november – 1. søndag i advent – havde vi inviteret ca. 40 mennesker til at komme og fejre dig her i vores lille lejlighed. Og det blev en rigtig hyggelig dag! Det var et skønt miks af familie og venner, klapstole og kolde øl fra altanen. Mine serveringsveninder Didde og Maria fra Gentofte HF hjalp til i køkkenet og Karin leverede maden. Så de stolte forældre kunne koncentrere sig fuldt ud om at vise hovedpersonen frem.

Men vi havde snydt lidt og kuppet din fest – undskyld! Lidt kort fortalt havde vi “glemt” at fortælle nogen, at vi blev gift den 29. februar 2008. Helt alene gik vi op på Københavns Rådhus en fredag i regnvejr og blev viet, og så tog vi toget fra Hovedbanen til Stockholm på en lille forlænget weekend-bryllupsrejse. Først cirka et år senere fik lavet vielsesringe og jeg havde besluttet, at tage ringen på når vi skulle afsted på hospitalet når du blev født. Så kunne familien få det af vide til den tid. Men det gik bare ikke. For da jeg nåede så langt var jeg stor som en flodhest med en halv afrikansk sø i kroppen. Så den fine guldring kunne ikke klemmes ned over så meget som første led på min opsvulmede lillefinger. Så ringene blev liggende i deres æske. Da vi besluttede at holde navnefest tænkte vi, at det så kunne være en anledning til at tage ringene på. Ellers var det også ved at blive en kende for pinligt, når der nu var gået så lang tid. Så det gjorde vi, og det var lidt sjovt, for der gik temmelig lang tid inden nogen opdagede ringene.

Kirsten og Jon på Københavns Rådhus den 29. februar 2008

Kirsten og Jon på Københavns Rådhus den 29. februar 2008

Så på den måde endte navnefesten også med at blive lidt en snyde-bryllupsfest. Og egentlig også en dobbelt navnefest. For far havde besluttet, at han gerne ville hedde det samme som os til efternavn, så vi alle tre hedder det samme. Så nogle dage inden navnefesten fik du en “ny far” – en Jon Bresler istedet for en Jon Knudsen.

En vis lighed

… med mor, i hvert fald. Troede ellers at du havde arvet håret fra din far, men hans sideskilning ser altså ikke ud til at være medfødt.

Kamma, Kis og Jon som babyer

Kamma – nu uden håndtag!

Så fyldte Kamma otte uger. I tirsdags var vi henne på Rigshospitalet, hvor de tog den benskinne af, som hun fik på to dage gammel. Det medfødte hofteskred skulle hermed være kureret, og en masse gener senere i livet undgået.

Forældrene skal lige vænne sig til, at det ikke længere er nødvendigt at vende hende som en pandekage, i forbindelse med bleskifte, mens Kamma lader til at være mere interesseret i at studere de hænder, hun inden for de sidste par dage har opdaget at hun er udstyret med.

Send en hilsen

Nu er der mulighed for at skrive en hilsen i gæstebogen, eller sende en mail fra kontaktsiden.

Billeder

Så er der tilføjet nogle fotografier fra før og efter fødslen, på siden Billeder.

Kære Kamma

Tillykke med de første fire uger!

Denne blog vil nok ikke fange din interesse før om nogle år, men indtil da håber jeg at det er okay, at vi bruger den til blandt andet at dele billeder af dig, og skrive om hvordan det går med dig.

Kærlig hilsen din far